Vi er fem

Mon ikke dette her indlæg, er det der er mest ventet.

Vi har fået Sigrid. Vi har fået den sødeste, dejligste og mest henrivende 3’er af dem alle. Hun er helt perfekt, passer som hånd i handske til de to andre og er nøjagtig som vi havde forstillet os.

Vi vågnede tidligt i morges. Henrik havde igen en nat uden megen søvn, måske det var spændingen der slog igennem eller også det stadig plagende jetlag.

Efter morgenmad var der møde med AC’s repræsentant Anne Marie og det andet par i vores minigruppe. Der var sidste informationer om overdragelsen og proceduren de næste par dage. Der var sidste informationer om børnene og hvad vi man som nybagt forælder kan blive mødt af. Ikke noget der overraskede garvede forældre som os, så vi var vel så tæt på fatte som man kan være et par timer før en forstående overdragelse.

Kl. 14.00 mødtes vi i lobbyen og kørte til CAB. Vi steg i elevatoren og steg ud på 8. etage, hvor der i forvejen sad 8-10 ventende amerikaner, nogle i gang med at få overrakt deres barn for første gang, nogen med grædende børn i armene og andre spændt til bristepunktet.

Vi blev bedt om at tage plads i en sofa der løb langs væggen. Vores tolk fortalte at et af børnene var ankommet og vi ventede på det andet af de to. Det var Sigrid der var kommet. Vi spottede hende i rummet ved siden af, og kunne på afstand iagttage hende.

Hun virkede glad, tillidsfuld og aktiv som hun sad der hos sin plejer. Hun legede med sin lille benskinne og smilte imens vi sad ti meter væk og sugede hende til os.
Sigrid kiggede på os, ikke med den store interesse og slet ikke som om at vi var hendes kommende familie. Hun kiggede bare fordi vi sad der, med tårerne trillende ned af vores kinder imens vi slugte hende med øjnene og forsøgte at trække hende ud til os.

Pludselig var den anden lille pige der, pludselig var det nu og der opstod panik fordi Henrik var gået på toilet og fordi de ville at jeg skulle ta’ hende. Hvor svært det end var, så afstod jeg. Vi var sammen, også om at få overrakt Sigrid.

Med bukserne næsten nede om hælene på Henrik, fik vi Sigrid i armene. Stille betragtende og med den fineste duft af jasmin fik vi fine lille Sigrid i armene.

Hvor mange vi var i lokalet aner jeg ikke. Vi var bare os fem og tiden stod stille. Sigrid hverken græd eller lukkede sig inde. Hun kiggede bare, som om at det der skete var det mest naturlige i verden og som om intet andet kunne ske. Hun tog os til sig på sin egen let betuttede måde.

Vi fik det første smil imens vi stadigvæk var på CAB, i bussen tilbage til hotellet faldt Sigrid i søvn i mine arme med sutten i munden.

Vi har stadigvæk ikke hørt hende græde. Vi har set hende smile, vi har hørt et grin og hun pludre.

Hun er fin, ren og meget meget pæn. Hun dufter godt, hun er velplejet og hun kæmper for at ta’ mere end de tre skridt hun kan ta’ inden numsen ryger i jorden.

Hun spiser, både lidt stegte ris på den lokale Thai restaurant, sin flaske med mælk, frugt og kiks som Ida og Noa fodre hende vedvarende med og rosiner som hun sutter til de er opløste.

Hun er bare helt perfekt, som Ida siger det, og hun er vores med hud og hår og det absolutte hattrick.

Et rodet blogindlæg, men der er så mange indtryk at fordøje, men bedst af alt, hun er bare den mest vidunderlige Den Tredje man kan ønske sig, bedre rosin i pølseenden findes ikke.