


I går kravlede Sigrid rundt – i dag går hun. Hun går ikke sikkert, men som et barn nu går når de første spæde skridt bliver taget. Vi er glade for at vi fik den del af hendes udvikling med også.
Proceduren her i Kina er over, ikke mindst takket været super effektive Mr. Penny. Ja trods navnet er der tale om en ung mand, som virkelig kan få en igennem systemet på hurtigst vis, dejligt med en selvtænkende effektiv kineser, dem er der ikke mange af.
Vi venter nu bare på Sigrids pas, vi får det på onsdag. Derefter er det visum og så hjem. Vi har det godt. Vi nyder opholdet og hinanden, men glæder os alligevel til at komme hjem. Nok mest til mere plads. 14 m2 er ikke meget for en familie på 5 at leve på, og vi gør vores til at vi kommer ud.
Men Sigrid skal trods alt sove, hun skal ha’ en del ro og vi forsøger at holde hendes rytme, og det betyder at vi i dag, foruden politistationen, kun har været her.
Vi har nærstuderet billederne fra CD rommen vi fik af børnehjemmet. Det er en ret unik gave. Der er billeder af Sigrid hvor hun er helt spæd, den del af hende er speciel at ha’ fået med og vi ville ønske vi også havde den på de to store. Det har vi ikke og vi kan intet gøre ved det.
Ellers har Sigrid i dag fået sit første bad. En, tør vi godt sige, udfordrende opgave. Ida og Noa var i bad sammen med hende, og pludselig flyder der brune klatter rundt i vandet. Det varme vand gjorde underværker ved hendes lille mave, så den del fungere altså også. Måske ikke den lækreste oplevelse for hendes medbader, og vi har nu indtil hun beviser hun er tæt, besluttet at hun får bade alene.
Der er ikke de store oplevelser at skrive om, her sker ikke så meget. Men vi suger vores lille pige til os, vi forsøger at finde ud af hvem hun er, og forundres konstant over hendes fantastiske væsen. Hun er en glad, MEGET livlig lille pige. Hun hviner og hujer af de store, hun græder hvis vi sætter hende og hun er en lille hyrde, der vogter os hvor vi går. Hun skal helst kunne se os alle 4, så det bliver en prøvelse for hende, når Henrik både fredag og mandag skal på arbejde og være væk 2x14 timer.
Hun vil ha’ sin vilje og får hun den ikke hyler hun op. Ikke meget anderledes end mange andre børn, men morsomt at iagttage, da det er tydeligt at det ikke bunder så dybt. Så snart der bliver givet efter lyser hun op som en lille sol.
På Kinesisk betyder Si(g) Ri(d) glad for/som solen, og intet kunne passe bedre, for hun er en glad lille smilende sol, som kun forstummer når hun for gud ved hvilken gang bliver mødt af et kamera, ellers er hun ikke bare et stort smil, men en kæmpe grin.
Vi har talt med et par personer med fingeren på adoptionspulsen her i Kina. Alle som en tilskriver OL de manglende børn til frigivelse. Alle siger at børnene er der, men at man ud af til nu skjuler dem. Alle forventer at ventetiderne på barn fra Kina falder så snart man er på den anden side af OL. Indtil da er der hvis ikke mange der tør spå om hvad der sker, for det er hvis ikke for meget at sige, at CCAA arbejder for megen nedsat kraft. Hmmm måske man så skulle overveje en nr. 4 efter OL hvis det viser sig at holde stik? Eller måske vi bare skal stoppe mens legen er god – rigtig go’.
I morgen tager vi nord for byen. Trods det kolde vejr, vinden den bider og besværet ved at skulle tiltuske os mad fra morgenbuffeten og den lokale seven elleven, skal vi ud. Vi er på vej mod hotelkuller alle som en, og det må der rettes op på.
I morgen går turen til De Hvide Skyers Bjerge, hvor vi også var for 5½ år siden med Keld og Lotte og lille Sofie. I morgen er der ikke fare for hedeslag, så vi tør godt. Vi glæder os til endnu en dag med Sigrid og endnu en dag med minder fra sidst vi var i Guangzhou.
Dagens billeder er fra Sigrids første dag på børnehjemmet og fra hendes sidste. Sikkert er det, at hun har haft en fin tid der og det er vi taknemlige for.
8 kommentarer:
Kære alle 5
Ja, på antallet af mine kommentarer kunne det godt se ud som om jeg ikke laver andet end at tjekke jeres blog. - og det gør jeg så heller ikke ;-)
Fantastiske billeder af Sigrid som baby! Whauw en gave!
Tak fordi I tjekker op på OL, Kina og de manglende børn. Åhhhhh hvor jeg håber det er rigtigt at de speeder op igen efter OL så vi kan få vores kinabarn.
Hils den glade smilende sol og hendes søstre.
Knus fra Christina
Ti hi, her er så den anden trofaste blog-chekker. Kunne først komme herind efter arbejde idag - men det var jo også det første jeg gjorde ;o)
Det er jo fantastisk skøn læsning, og dejlige billeder. Jeg sluger det hele råt!
Og med dine ord om, at der er lys for enden af tunnelen, så kan jeg måske også drømme om at få en familie på 5. Søde dejlige drømme, der kun bliver større af at følge jer!
Mange hilsner fra Vivian
Og jeg er så fan nr. 3 af bloggen ;-) Ligesom Sigrid er jeg også den yngste ud af tre og jeg relaterer vældig godt til hendes væsen, haha. Hun er jo for skøn den lille mus.
Nu kører jeg snart ud og besøger Mette Marhauer i Randers, og så skal vi nok lige sammen en tur forbi Sigrids univers. Det er SÅ fedt at vi må følge med.
Knus fra Estrid
Glad i hele hovedet, det bliver man af at læse med her :o)
Dejligt at I også har fået hendes "baby" billeder med, så har I jo næsten kendt hende altid.
kh Linda
Selvfølgelig sker der en masse i jeres eget lille univers på det bette hotelværelse!
I juli '07 måtte vi desværre ikke forlade byen pga. mudderskred. Men hvor ville jeg gerne have oplevet bjergene. Rigtig god tur imorgen.
Fortsat godt ophold, - det er jo yderst vanedannende at smutte forbi bloggen dagligt.
Kærligst
Linda og Bella Li
Kære alle fem!
Sikke en gave med billeder fra hele Sigrids liv! Vi fik også sådan en gave da vi hentede Emil. Det er en gave til jer nu - og en stor gave til Sigrid senere! Gåsehud! :o)
Søstrene er vist godt på vej til at vokse sig ind i hinandens hjerter. Det er stort og rørende at læse beskrivelserne og se de dejlige billeder.
Må hellere stoppe nu. Der skal jo også være noget at skrive i de næste dage! ;o)
Mange klem fr Mette
Kære alle fem
Stort TILLYKKE med hinanden. Sikke nogle skønne billeder af jeres lille sol :o)).
Ida og Noa lyder til at være verdens bedste storesøstre :o)).
Jeg nyder at læse jeres blog og glæder mig til vi snart skal af sted, dog en en anden verdensdel.
KH Bente (Bente og Ole fra zonen)
Skønne, skønne billeder - hun hører bare til jeres familie nu. :o)
Sjovt nok du skriver det om navnet - for min første tanke, da jeg læste, at hun skulle hedde Sigrid (hviket min grandmoster i øvrigt hedder, smukt navn!), var, at det ville passe rigtigt godt til Ida og Noa, hvis det blev stavet Siri, hvilket jo vist også er muligt på dansk.
Send en kommentar