Dag to og en nat endnu

Klokken 04.00 i nat vågnede jeg ved et blåt lys i hele rummet. Henrik arbejdede og computerens lys skar i øjnene og jeg var frisk som en havørn.

Måske en Mariekiks hjalp? En gjorde ikke tricket. Hvor mange Marie Kiks kan i ha’ i munden, vende 180 grader og sikre at de ikke knækker? Jeg kan ha’ fem…. En cola light og en kop sort te gjorde det heller ikke. Jeg forsøgte med et strikketøj, det gjorde det heller ikke. Henrik gik i seng igen, og så lå vi der i hver vores seng, lyttede til pigerne der sov tungt og kunne ikke sove. Kl. 8.00 ringede uret og vi stod op igen.

I dag nåede vi så morgenmaden, og det er så hvis der er at skrive om den sag. En tur rundt på Shamian Island, besøgte det legendariske The White Swan, promenerede i parken hvor søndagen slog igennem, med ældre mennesker der spillede badminton, dansede øvede kampsport og svømmede i perlefloden. Vi nøjedes med at betragte deres udfoldelser, og brugte lang tid på at iagttage en kvinde, der helt alene dansede rundt og lavede de smukkeste valsetrin.

Dagen har været af en underlig art, for den skulle sådan set bare gå og overstås. Vi er nu så tæt på at alt hvad vi gør, er sidste gang inden vi bliver fem. Vi tæller ikke længere dage, men timer. Om 20 timer har vi hende, om 20 timer har vi for evigt en familie med 3 børn.

Vi har her til aften spist det sidste (dårlige) aftensmad inden vi får Sigrid. Vi har været på den sidste tur med kun to børn at ta’ hensyn til, bære på og købe cola til. Vi har spist den sidste is inden Sigrid og lige om lidt skal vi sove den sidste nat inden Sigrid. Vi har aldrig været så tæt på Sigrid som vi er nu.
Eftermiddagen blev brugt på memory lane. Vi var på Beijing Lu hvor vi handlede dengang vi hentede Ida. Vi var på markedet med skrammel af en hvert tænkelig art til brug for Kinesisk nytår, hvor vi i sin tid købte smukke papirlamper. Og vi var på Landmark Hotel, hvor vi boede dengang for 5½ år siden, egentlig bare for at praje en taxa, men også for at kigge ind for at konstatere at det var total ombygget og alt hvad der mindede om minde var væk.

Pigerne er trætte nu og klar til sengen, men midt i det hele og i spændingen over morgendagen, opstår der en masse spørgsmål om adoption, kinamor, og ”at blive forladt”.
Der bliver snakket om at være anderledes end alle andre. I Kina føler de sig anderledes. De føler at der bliver kigget underligt på dem (hvad der også gør, men ikke pga. af dem mere fordi vi er der sammen med dem) og de har endnu ikke tilegnet sig paraderne, når kineserne bliver for nærgående.
Men midt i det hele kommer sandhederne om kommentar i skolen og børnehaven frem. Det gør ondt, fordi det nager om det stikker dybere, men vi tror på at vi kan ruste dem til at klare sig og kunne give svar på tiltale og vi tror også at vi kan give samme ballast til det sidste skud på stammen, som vi mener Ida og Noa besidder.

Der er stadigvæk ikke ro i lejeren trods det sene tidspunkt. Pigerne er i højeste gear, spændingen sitre i luften og ”nej” er desværre et lidt for nødvendigt ord lige nu. Vi er hvis alle både spændte og nervøse for i morgen, vi er klar, men vi har sommerfugle der basker, endnu på den gode måde og maven bobler af en spænding, som kun opleves når man er hvor vi er og skal opleve hvad vi i morgen skal opleve. Det her kan ikke beskrives, det skal opleves og først der forstår man rigtigt hvor stort og hvor fantastisk det er.